Sunday, 2 October 2011

Queen Ka'ahumanu Highway

Der er nu slet ikke så tosset på Queen K! Når man først har vænnet sig til - især på det første stykke - at flette med Buick's, Dodge's og diverse monstertrucks er det faktisk helt fint og lægge der i nødsporet og pedalere. Og det er simpelthen der vi allesammen kører ud og træner - og så kan vi ellers ligge der og kaste håndtegn til hinanden når vi overhaler/overhales eller får øjenkontakt med de modkørende. Som jeg beskrev forleden er der ingen tvivl om at vejen er åben, lang og en anelse monoton men der er faktisk en stor del af vejen en fantastik udsigt over Stillehavet og det er som om at landskabet bliver en smule mere frodigt når man kommer lidt længere ud. Det må kunne bruges til noget når det bliver hårdt på lørdag.

Og lidt længere ud kom jeg i dag da jeg valgte at tage min sidste lidt længere tur på cyklen. Først skulle jeg dog lige hente min cykel hos Bike Works. De kunne fortælle, at mit krank var blevet smurt men De havde ikke turde skille mit headset da det var hårdt ramt af rust. Men alt i alt var knirkeriet blevet bedre så nu kunne jeg tage en tur og overveje om jeg ville have skiftet delene i headsettet. Og så var det ellers afsted ud af Queen K. Det blev til 105 km i et kontrolleret roligt tempo - det rullede igen helt fint. Jeg havde i dag valgt at tage min aerohjelm på for lige at tjekke, at den ikke er for varm at køre med. Ingen tvivl om at man koger lidt mere end med en almindelig ventileret hjelm men jeg tror det går. Rasmus Henning var forøvrigt også ude at rulle - det så  ud stil at også han tog det stille og roligt. Bliver spændende at se hvad han kan præstere på lørdag.

Vel returneret til Kona valgte jeg at indlevere min cykel for at få de seneste ting ordnet. Et ordentligt og velfungerende headset er det der sikrer, at du har ordentlig kontrol over styrtøjet så det skal bare være i orden når du drøner med 60 km /t ned fra vendepunktet i Hawi, hvor man ofte oplever de berygtede kastevinde. Så der er dømt cykelfri i morgen søndag da jeg først kan hente cyklen mandag morgen. Det passer nu også helt fint at "nøjes" med en svømme- og løbetur. Det er ufatteligt let at glemme, at man rent faktisk er på nedtrapning - hele tiden ser man skarpe triatler igang med træning og hører om endda temmelig lange træningspas. Det gælder derfor om at være stærk i troen og huske på, at man på ingen måde kan score en ekstra formgevinst på dette sene tidspunkt - til gengæld kan man nemt gøre det modsatte ved at overtræne. Men det er nemmere sagt end gjort når man nu er i disse omgivelser blandt så mange andre træningsjunkier.

Han han da slet ikke svømmet i dag? spørger I måske. Tja både ja og nej. Tog ned til Kajen igen i morges men mest bare for at sidde og kigge. Prøvede at sidde og iagttage nogle af de mange rigtig gode svømmere der er her - det er fantastisk at se hvor let de glider gennem vandet. Og da jeg nu synes jeg havde luret så mange gode tricks måtte jeg da lige selv i for en kort bemærkning. Svømmede 15 min meget roligt med fokus på "god stil" - jeg vil lade det være op til koralfiskene om det lykkedes. Ellers ikke så mange stjerner på kajen denne morgen men dog én af de helt store på kvinde siden - nemlig den 6 dobbelte vinder Natascha Badmann. Hun blev lige genstand for et lille photoshoot i vandet.

Dagen sluttede hyggeligt i selskab med Niels-Otto fra Silkeborg (tidl. Roskilde). Han kender forholdene her efter sine 6 deltagelser så han tog mig med til sin yndlings thai restaurant og vi fik et stort meget lækkert måltid med for- og hovedret for knapt 20 $.


                                          Natascha Badmann i photoshoot


                                          Endnu en photoshoot - hvem mon hun er ??

No comments:

Post a Comment