VM Lang Duathlon - Zofingen 2013

Efter en 2012 sæson der blev temmelig spoleret af cykeltyveri samt helbredsproblemer skulle der ske lidt nyt i år. Jeg havde derfor allerede tilbage i vintermørket ”udnyttet” min udtagelse til age group landsholdet til at melde mig til VM i lang duathlon. VM har de seneste år været afholdt på den legendariske  Powerman Zofingen rute i Schweiz som byder på 10 løb, 150 km cykling samt 30 løb i det smukke og kuperede terræn. Måske lidt satset at melde sig til verdens hårdeste duathlon på et tidspunkt, hvor jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville komme til at køre stærkt igen, men jeg havde bare brug for noget at arbejde hen i mod.

Sæsonen er da heldigvis også gået ganske fornuftigt. Ny cykel indkøbt og det er blevet til en hæderlig  5 plads ved DM sprint, DM sølv  på ½ ironman samt for 3. år i træk DM Guld i Duathlon. Tilbage var så at se hvad det kunne blive til ved VM i duathlon. Træningen var gået OK om end den nok havde været lidt ustruktureret og uden nogen helt lange cykelture. Føler også at jeg kom lidt sent i gang med de lange løbeture som kom til at ligge lidt tæt på stævnet. I ugerne op til stævnet begyndte jeg så at få rygproblemer på cyklen, hvilket bekymrede mig lidt da det påvirkede mit tråd i højre ben. Men alt i alt følte jeg formen var OK og jeg havde stadig optur ovenpå min gode præstation ved DM i Ålborg tidligere på sommeren.

Nå men afsted til Zofingen torsdag morgen, hvor Louise og jeg satte os i bilen for at køre de 1150 km til Mövepick Hotel i Egerkingen som ligger 15 km fra Zofingen (og ca. 40 km fra Basel i det nordvestlige Schweiz). Den 12 timer lange køretur (som jeg normalt ikke vil regne for noget) var ikke lige det fedeste for min ryg – så der blev lavet yogaøvelser på rastepladserne undervejs.

Klar til testtur på ruten

Fredag formiddag skulle der køres en tur på den 50 km cykelrundstrækning. Egentlig en lidt lang tur for min smag så tæt på stævnet men jeg ville rigtig gerne prøve stigningerne samt ikke mindst nedkørslerne. Det var en rigtig varm sensommer dag i Schweiz med omkring 30 grader så det varede ikke længe før jeg svedte godt under aerohjelmen selvom tempoet var begrænset. Der er 3 stigninger på ruten. Den første er pæn stejl men heldigvis kun omkring 1 km lang. Men ret hurtigt venter rutens værste udfordring – den godt knapt 5 km lange Bodenberg som med 16 % på de værste stykker ikke er det man drømmer om på en enkeltstart. Den første del af nedkørslen er stejl og teknisk krævende med skarpe sving, hvorefter der følger et lang stykke der går stille og roligt nedad – her kan der gives fuld gas og man kan med lidt kraftig pedallering få arbejdet lidt af syren ud af benene. Den sidste stigning kommer efter knapt 40 km – godt et par km men ikke større stigningsprocenter end man kan blive i bøjlen.

                                                             Cykelruten

Det var rigtig fint at få prøvet ruten men jeg var max presset på de første 2 stigninger – pulsen var tårnhøj og jeg var lykkelig over at jeg havde sat en 25’er på bagerst. Varmen gjorde nok også sit men jeg kunne godt se at søndagens tur med 3x3 stigninger skulle angribes med respekt. Varmen gjorde også nedkørslen ekstra udfordrende da svedige hænder og tristyr bare er en rigtig dårlig kombi – men det var virkelig dejligt at prøve nedkørslerne inden raceday. Jeg kom rundt på denne rulletur uden at træde rigtig igennem – udover på stigningerne hvor det var helt umuligt at køre kontrolleret – på 1:40 dvs lige omkring 30 i snit. Ryggen drillede ikke så det tegnede faktisk meget lovende – mon ikke jeg kunne køre 1:25-1:27 pr omgang på raceday? Havde egentlig planlagt at løbe et par km på løberuten men det blev droppet da jeg endnu ikke havde orienteret mig tilstrækkelig godt i Zofingen så jeg valgte i stedet at konstatere, at nu måtte træningen være i skabet.

Fredag aften var der pasta party og en god lejlighed til at snakke med en del af de øvrige danske deltagere, hvis man da ellers kunne få ørenlyd for den meget autentiske lokale musikalske underholdning fra scenen. Ganske hyggeligt og der blev udvekslet røverhistorier fra ruten samt info om gearing m.m.

Lørdag var endnu en varm dag i Zofingen. Besøg på expo – den var hurtigt overstået – samt racebriefing. På panikjagt efter en ekstra slange – det måtte jeg dog opgive og indstille mig på at jeg kun havde råd til én punktering. Trøstede mig ved tanken om at der ikke skulle slæbes så meget vægt over bakkerne. Jeg var ikke den eneste på panikkøb . Guldfavoritten i min gruppe – danske Michael Mynster – var på jagt efter en stor ring til kasetten. Han endte med at sætte en 29’er på – det vist det man kalder en SOS. Ellers blev det til lidt sightseeing indtil jeg fik overbevist Louise om at jeg nok havde bedst af at komme hjem på hotelværelset for at ligge og studere loftet. Der skulle selvfølgelig også pakkes til racet og her opdaget geniet her så, at mit ene elestik snørrebånd var mørt og ved at sprænge. Det  ville bare ikke være det fedt at opleve løbeskoen gå op under racet og den jurtige beslutning blev at låne Louises almindelige snørrebånd og kombinere dem med min fastlock – ikke optimalt da det nok ville koste 15-20 sekunder ekstra i T2. Nå men de matchede da i det mindste rent farvemæssigt.

Så blev det endelig søndag morgen. Desværre havde jeg haft en elendig nat, hvor jeg ikke kunne falde i søvn. Tror det blev til max 1 times tid – ikke optimalt men det er sket ofte før og som regel betyder det ikke det store. Jeg var dog alligevel irriteret og følte mig bestemt ikke i stødet. Et andet knapt så opløftende faktum var at regnen allerede silede ned udenfor i mørket og temperaturen var sådan ca halveret i forhold til de foregående dage. Hvor meget tøj skulle man nu tage på – der var ikke meget varme i den minimalistiske landsholddragt så jeg valgte en undertrøje og løse ærmer, hvilket skulle vise sig at fungere fint.

                                                                Første løbetur

Starten gik kl. 9.00 hvor både vi age-group herrer samt eliten blev sendt afsted, pigerne var startet en time tidligere.  Allerede fra start er man klar over at dette her ikke er noget almindeligt løb. De første 2 km går konstant opad med en gennemsnitlig stigning på 5-6%. Herefter en smule op og ned inde i skoven, hvorefter det går kraftigt nedad mod skiftezonen som man løber igennem for at tage endnu en runde. Eneste formildende omstændighed er at de to runder sammenlagt kun er 9.2 km ;O) Min plan var at løbe kontrolleret og ikke lade mig rive med af alle de dygtige løbere. Jeg havde indstillet mig på at jeg ikke rigtig kunne pace efter GPS uret pga det kuperede terræn – jeg måtte løbe på fornemmelsen. Det gav nu hurtigt sig selv – benene var rigtig tunge på den første stigning og da det endelig gik nedad følte jeg allerede at mine lår var mærkede. Jeg håbede at det blot var udtryk for den brutale start stort set uden opvarming og jeg kommer da også rimelig igennem 1 omgang.

             1 omgang på 1. løbetur overstået - kan man se at jeg kun har sovet én time?

                       Så går det op igen på 2. omgang af første løbetur - et par km med 5-6 % stigning

2 omgang klares uden at sænke farten og uden at lårene blev væsentlig mere medtaget - jeg kunne dog godt ønske mig at der var en lidt større følelse af overskud. Og måske er det alligevel også gået lidt for stærkt for i skiftezonen har jeg stadig nogenlunde kontakt med favoritten Mynster. Splitiden for løbet lyder dog på 37:26 – nogenlunde som jeg havde regnet med – så jeg tænker at jeg havde ramt den nogenlunde.

Til gengæld ved jeg ikke helt hvad jeg tænkte på inden start for på vej ind i T1 kommer jeg i tanke om, at jeg havde givet Louise mine briller. Heldigvis ser jeg Louise og når at råbe, at jeg skal have mine briller til cykelturen. På mirakuløs vis når Louise hen til mig lige inden jeg løber ud med cyklen. Det koster dog ca. et halvt minut og jeg præsterer således endnu et af min karrieres mange elendige skift.

Nå men afsted på cyklen – regnen der ellers kortvarigt var stoppet er startet igen så der skal races på våde veje. Jeg er lidt spændt på hvordan det vil påvirke nedkørslerne og er selvfølgelig også lidt nervøs for sving samt ikke mindst punkteringer (skægt nok oplever man næsten ikke punkteringer – vejene var fint ryddet og i det hele taget har de ikke jo flintesten som i DK). Synes jeg finder en fornuftig rytme og prøver at køre med de 220-230 W jeg mener at kunne holde i 150 KM. Kører lidt i den lave ende i starten da lårene stadig er lidt tilsyrede fra løbeturen – det lader til at virke og inden jeg rammer første stigning er syren væk. Jeg vælger at køre op med højest mulige kadance og jeg er derfor hurtigt oppe på 25’eren. Jeg synes det virker godt og kan konstatere at jeg kører hurtigere opad end dem der ligger omkring mig. I højt humør går det ned af den stejle men forholdsvis nemme nedkørsel og jeg glæder mig allerede til Bodenberg, hvor der skal ædes endnu flere konkurrenter. Samme taktik på Bodenberg – let gear og op at danse en gang imellem for ikke at syre for meget til. Det er dog en rigtig modbydelig stigning men heldigvis ser det ud til at den er mere modbydelige for mange af mine konkurrenter – jeg overhaler igen en del. Det er i sagens natur ret umuligt at køre kontrolleret mht watt og jeg er på de værste steder over 600 W. Endelig nås toppen og jeg kaster mig ned i den vanskelige nedkørsel der heldigvis kke er så våd som frygtet men der skal alligevel passes godt på. Jeg oversatser ikke men er godt tilfreds med både fart og stil. På de lange rullestykke bliver jeg indhentet af et par af de tonsere jeg har sat på bakken og jeg prøver at hænge på dem med den lovlige afstand.

På 3 stigning gentages scenariet og jeg kører igen fra dem. På dette tidspunkt føler jeg mig flyvende og jeg får næsten gåsehud af at forcere hårnålesvingene med heftig pedallering men jeg stadig ligger i bøjlen. Også rigtig mange tilskuere på stigningerne som på typisk schweizisk maner svinger koklokkerne med tilråbene HOB HOB HOB. Og så går det ellers 10 km tilbage mod Zofingen, hvor der igen kan pedalleres syre ud af benene. Splittiden for de første runde er lige godt 1:26, hvilket jeg er godt tilfreds med på denne våde dag. I nogenlunde samme øjeblik overhaler jeg den italienske verdensmester fra sidste år og moralen får lige et ekstra boost.

Anden runde forløber nogenlunde som den første. Tonserne er endnu engang kommet op med denne gang sætter jeg dem på første stigning og udbygger afstanden til dem på den lange Bodenberg. Betyder lidt for mig da jeg kan se at den ene af dem er i min aldersgruppe. Spekulerer lidt på hvordan jeg mon ligger til i klassementet. Ved med sikkerhed at Michael Mynster samt en anden tidligere vinder er foran mig – men hvor mange flere mon?  Jeg kører i ensom majestæt resten af anden runde som også tilbagelægges på godt 1:26 og får igen gåsehud da jeg blæser igennem det meget våde Zofingen, hvor det tydeligvis regner mere end ude på stigningerne.

Kort inde på 3 runde begynder jeg desværre at få ondt i ryggen - pokkers også da! For dog med et hvis held rettet mig ud så jeg kan træde uden smerter. Det påvirker mig heldigvis ikke sønderligt på de første stigninger men ingen tvivl om at jeg efterhånden godt kan mærke benene 3 og sidste gang at Bodenberg forceres – jeg kommer dog forholdvis fint over uden at eksplodere. Humøret burde derfor være højt de sidste 25 km hjem efter det værste er overstået men her sætter rygproblemerne ind igen, hvilket bevirker at jeg må rejse mig rigtig mange gange. Dette – kombineret med at jeg ikke kan træde ordentligt med højre ben – gør at farten falder noget. Til sidst må jeg endda lide den tort at se at langt futtog af folk der har samlet sig med tonserne komme stor-draftende forbi mig kort inden T2. Samlet cykelsplit lyder på 4:24:45 og 3 runde har således været omkring 1:30 – noget langsommere end de første. Jeg er på sidste runde blevet i tvivl om mit sukkerindtag. Jeg har indtil nu indtaget en flaske af min egen SIS Go energidrik samt 3 geler. Ville have taget en gel mere men har fået lidt ondt i maven og efterhånden også lidt kvalme så jeg har ikke turde tage mere gel. Er meget spændt på hvordan maven vil reagere når jeg begynder at løbe.

                                   På vej ind i T2 efter en sidste rundtur med ondt i ryggen

                                                 Profilen for dagens anden løbetur - suk!

Endnu et dårligt skifte, hvor jeg dels kæmper lidt med Louise’s snørebånd samt bruger dum tid til at tage de løse ærmer af – hvorfor dog ikke bare smide dem til Louise senere?? Nå men afsted på løbet og jeg kan fra starten bare mærke at jeg har dårlige ben. Hvor jeg på alle mine 4 jernmænd har haft superben og har skulle passe på med ikke at løbe for stærkt er jeg her mærket fra start. Og det står lysende klart at disse 30 km (eller gudskelov faktisk ”kun” ca 29) vil blive de hårdest jeg nogensinde har løbet.

              Afsted på løbet med tunge ben - prøver alligevel kækt med en "thumbs up" til Louise

Desuden kramper maven en smule og jeg har kvalme. Jeg skynder mig at hælde et glas cola ned (og resten i øjet og næsen – super!) og maven falder faktisk hurtigt til ro. Det ændrer dog ikke ved den kedelige kendsgerning at det går opad de første 3 km. Affinder mig med smerten og finder faktisk en OK men ikke prangende fart opad stigningen. Herefter går det ud og ind op og ned de næste 9 km på noget der kun kan beskrives som en ondt crossrute. Stigningerne er som sagt onde men efterhånden er det værste faktisk når det går nedad – her får de efterhånden totalt smadrede lår virkelig tæsk. Det mærkes virkelig efter 12 km hvor man tager de 3 km man startede med opad den modsatte vej ned mod skiftezonen. Jeg drikker forsat et halvt glas cola ved hvert depot og jeg føler at det er det eneste der holder mig inde i kampen. Så vidt jeg husker vender jeg inde på stadion i omkring 1:05 – det føles helt urimelig at skulle ud på endnu en runde.



     Oppe på plateauet....                            inde i skoven....                     ned mod målområdet.....

Opad igen og jeg kan mærke at farten er dalet noget. Jeg kigger ikke på GPS uret – det kan jeg ikke bruge til noget. Det er ren overlevelse men jeg præsterer da fortsat at løbe op ad bakkerne modsat rigtig mange andre der vælger at gå. Jeg ved stadig ikke rigtig hvordan jeg ligger til i klassementet.  Michael Mynster er er nok omkring 4 km foran og i gang med at tage en suveræn sejr i gruppen. Jeg ved at jeg har overholdet både en italiensk og schweizisk ex-verdensmester og umiddelbart har jeg set én enkelt mellem Michael og jeg som jeg kunne gætte på var i min gruppe – til gengæld har jeg på første runde noteret en meget stærkt løbende franskmand der har nærmet sig . Så umiddelbart er løbet ikke kørt i forhold til en medalje tænker jeg – på den anden side kan jeg have overset nogen. Jeg vælger at fokusere om mit eget race for jeg er stadig bange for at gå fuldstændig kold. Ved vendepunktet 7.5 km før mål ser jeg igen franskmanden – han ser stadig uhyggelig frisk ud men jeg synes egentlig ikke at han er kommet meget tættere på. Stærk franskmand eller ej – jeg tør stadig ikke forcere da jeg frygter det ville kunne gå frygtelig galt.

                                              Cola, Cola og mer' Cola

Der venter stadig et par bakker inden ”nedstigningen” til byen. På den stejleste går jeg nærmest istå men præsterer dog noget der med meget god vilje kan kaldes løb – men det er ynkeligt. Kort for de sidste km nedaf hører jeg lyden af en mand der graver dybt og støner utiltalende højlydt – det er desværre franskmanden der har indledt en vild jagt. Jeg prøver at sætte farten op  men det lykkes desværre ikke at holde stønneren bag mig. Vi er nu på det lange stykke ned mod målet og mens mine lår skriger af smerte forsvinder han skræmmende hurtigt ud af mit sigte. Det er som sagt bare ufatteligt hårdt at løbe nedad på et par tilsyrede stolper men jeg præstere da faktisk noget der ligner en spurt på de sidste 800 m da jeg gerne vil overhale en jeg ikke lige kan identificere. Det lykkes og jeg ankommer i målområdet i ensom majestæt og i ganske højt tempo. Det føles fantastisk og pludselig kan jeg nærmest ikke mærke lårerne - jeg krydser mållinjen i 7:20:46 med en løbesplit for anden løbetur på 2:14:40. Det rækker til en 4 plads så det var desværre bronzen der røg ude i skoven før mål. Franskmanden løber 1½ minut hurtigere end mig på de sidste par km nedad så jeg føler ikke der var noget at gøre. Umiddelbart er jeg dog ufattelig skuffet når det nu var så tæt på. For det første føler jeg, at jeg bare ved mine to dårlige skift kunne finde det meste af den lille difference og for det andet er det lidt skuffende at jeg var så medtaget allerede fra starten på løbet uden at jeg følte at der var kørt ufornuftig hårdt på cyklen. Løbebenene var bare ikke skruet ordentligt på og jeg løb under niveau – burde kunne løbe mindst 2:10 på den rute.



                                Fedt at være i mål men røvtur at miste bronzen så tær på mål

På positiv siden tæller at jeg på trods af dårlige ben undgår at falde helt sammen og er i stand til at bide rigtig meget smerte i mig gennem de godt 2 timers løb. Også meget fint at jeg kommer over begyndende mavekramper ved at regulere lidt på ernæringsstrategien undervejs – cola’en var virkelig det der reddede mig denne dag.

        Racet diskuteres med den danske verdenmester Michael Mynster - vi har vist samme frisør ;O)

Dette er uden tvivl det hårdeste race jeg nogensinde har deltaget i og lysten til at deltage igen var ikke overvældende de første timer efter racet. Jeg var mærket som aldrig før rent muskulært i dagene efter racet. Mine lår var mørbankede og jeg har først kunne gå nogenlunde normalt omkring torsdag. Det var derfor lidt udfordrende at lege turist i Luzern med Louise mandag men vi havde en fantastisk tur. Schweiz er bare et fantastisk flot land omend en smule dyrt. Og som det altid sker er hovedet allerede fyldt med tanker omkring nye mål. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vende tilbage for at forsøge at få det perfekte race på denne spektakulære rute. jeg har allerede nogle gode ideer til hvordan træningen op til stævnet kan optimeres - men skal i hvert fald træne løb nedad. Om det bliver næste år er jeg ikke sikker på - men jeg vender tilbage med lillemor på et tidspunkt!!

                       
                                       Et velfortjent øl i Engelberg med Louise



                                   Der er bare rigtig flot i Luzern - ja i Schweiz i det hele taget