Saturday 21 June 2014

DM update

Tiden flyver afsted og her tæt på Sct. Hans er DM på ½ ironman i Aalborg kun 2 uger væk. Efter en vinter og forår uden så meget som én dags sygdom er jeg nu desværre blevet sløj med ondt i hals og hoved. Super ærgeligt da jeg netop i denne weekend havde varmet op til en hård omgang racespecifik kvalitetstræning. Havde også håbet på at få indhentet lidt svømmetræning som desværre ikke har kunne priorites i den forløbne uge. Øv øv og stakkels familie der må lægge ører til min jamren - jeg håber at være klar hurtig igen.
I stedet kan jeg så kigge lidt tilbage på de seneste DM stævner, hvor det jo er blevet til medaljer ved begge lejligheder.

DM Duathlon 11 maj (10/40/5)

Endnu et velorganiseret stævne i Løvel ved Viborg der dog som sidste ord var præget af dårligt vejr og desværre også et skuffende lavt antal deltagere. Som danmarksmester fra de seneste 3 år måtte jeg vel på forhånd betragtes som en af favoritterne, hvilket kun gav en god tændning. Ruten var kendt fra sidste år - 2.5 km rundstrækning på løbet samt en 10 km rute på cyklingen med to gode stigninger. Det havde regnet kraftigt inden stævnet men inden start dryppede det heldigvis af.

Starten gik og og lagde som sædvanlig ud lige lidt hurtigere end mit forventede pace. Fandt dog hurtigt ind i det tempo på lige godt 3:30 min/km jeg havde regnet med/håbet på at kunne holde. Benene virkede dog lidt tunge og det var også som om at passagerne på det våde og tunge græs i målområdet tog farten ud af benene. Så hastigheden falder faktisk stille og roligt over de 4 omgange fra 3:34 min/km på den første til 3:49 på den fjerde og sidste. Jeg trøster mig lidt ved det faktum at jeg har kunne holde afstanden til min formodede værste konkurrent Poul Thomsen som ligger ca ½ min foran mig. Splittet for første løb ender på 37:00 og jeg skifter rimelig fornuftigt til cyklen, hvor jeg håber at benene har det bedre.

Det føles nu ikke meget bedre på cyklen men farten er heldigvis høj nok til at jeg kan overhale Poul efter ca 5 km lige før bakkerne. På bakken roder jeg noget med mine gear der ikke rigtigt vil gå ned og jeg kører ikke særlig imponerende over toppen - der går derfor også lige lidt inden jeg får lagt ordentlig afstand til Poul der dog heldigvis ikke kan hænge på. De 4 omgange tilbagelægges i 1:01:49 med 248 W og knapt 39 km/t i snit - jeg burde kunnne træde lidt flere watt i sådan et race. Cyklen stilles i T2 og efter et hæderligt skifte går de ud på de sidste 2 runders løb.

De trætte ben løser faktisk den sidste opgave ganske OK. De første 2,5 km tilbagelægges med 3:51 i snit og jeg er i stand til at øge hastigheden på sidste runde til 3:44 i snit og ender i mål med 18:56 for de sidste 5 km og en samlet tid på 1:59:43. Da jeg heldigvis ikke har overset nogle gamle mænd foran mig rækker det endnu engang til guld i H45-49 og en samlet 11 plads i age-group feltet. På en dag hvor jeg ikke rigtig følte noget overskud på noget tidspunkt var dette et helt optimalt udbytte


DM Sprint Triatlon 15 Juni

I søndags var det så tid for det første af de kun 2 tristævner jeg har på planen for i år. DM i sprint består af 750 m svøming, 20 km cykling samt 5 km løb - det hele afviklet som en enkeltstart hvor vi sendes af sted med ½ minuts mellemrum. Det var Kalundborg Tri der arrangerede i år efter at sprinten rigtig mange år har været afholdt på Tyren i Ganløse. Vejret var som nærmest altid til sprinten fantastisk og jeg havde med mine klubkammmerater Henrik, Thoms og Kristian en herlig dag.

Sprint er ikke lige min kop te og da jeg kun har fået svømmet ganske lidt det seneste år var udganspunktet ikke optimalt. Omvendt kunne jeg jeg ikke se nogle af de rigtig stærke folk så det kunne jo godt være at man kunne blande sig i toppen blandt de 40 tilmeldte i aldersgruppen. Svømmestarten foregik i vandet ved en badebro i lysbådehavnen i "Houget". Temmelig klamt vand og en rigtig ulækker dyndet bund. Jeg kommer godt afsted men må hurtigt konstatere at jeg ikke har gjort min forberedelse ordentlig. Ruten er ikke studeret godt nok og jeg har svært ved at finde den rette linje. Især på vej hjem fra vendepunktet ender jeg med at ligge og flagre ude i siden hvor jeg bliver vist tibage af nogle hjælpebåde. Jeg træder i land efter 13:43, hvilket ikke er helt tilfredsstillende og kun rækker til en 12. plads i aldersgruppen. Men igen hvordan kan jeg regne med mere når jeg ikke studerer ruten ordentligt og ikke svømmetræner regelmæssigt!

Skiftezonen ligger nogle hundrede meter fra vandet så der skal løbes godt til men jeg får lavet et fint skifte der pga det lange løb varer over 2 minutter. Det er blæst en smule op og vi har modvind de første km langs kystvejen i Kalundborg. Et par små rullende bakker afløses af en længere smal, gruset og hullet stigning op i landet. Benene er OK men det er rigtigt svært at finde en rytme på denne rute. Der kommer godt fart på lange nedadgående stykke mod byen, hvor vi så til gengæld skal igennem nogle lidt farlige sving på cykelstier og over nogle høje kanter. Bestemt ikke nogen hurtig rute og jeg klokker da også 33:20 minutter for de 20 km, hvilket svarer til kun godt 36 km/t i snit. Jeg kører med 272 W i snit og 80 omdrejninger i minuttet. Det rækker til den næstbedste cykeltid i gruppen.

Løbet er 2 gange rundt på en 2.5 km rundstrækning langs kystvejen. Jeg har lidt svært ved at komme op i fart men især efter at have spottet et par kunkurrenter som jeg vurderer er tæt på eller en smule foran mig får jeg mobiliseret lidt ekstra krafter og får mig løbet i mål på 18:35, hvilket er det hurtgste løbesplit i min aldersgruppe. Da det er enkeltstart er det svært at vurdere hvor man ligger. Som jeg havde fornemmet og håbet har jeg slået dem jeg på forhånd havde spottet men det viser sig desværre, at en KTK mand har cyklet os alle agterud og han ender med velfortjent at tage guldet små 2 minutter før mig som ganske godt tilfreds snupper sølvet i totaltiden 1:09:26.

Så alt i alt en god høst ved årets første DM stævner. Nu forestår som nævnt ovenfør DM på ½ ironman i Aalborg. Den har jeg sådan set glædet mig til men er noget frustreret over nu at være ramt af sygdom. der er en sølvmedalje fra sidste år at forsvare men mit fokus må i første omgang være at blive frisk igen. Selvom man ikke skulle tro at det var muligt er mit svømmeniveau endnu dårligere i år.

Efter Aalborg skal blikket så rettes frem mod årets sidste stævne som er VM lang Duathlon i Zofingen. Sidste år svor jeg aldrig at gøre det igen men det blev hurtigt glemt - mere om det senere.

 



Starten går til DM Duathlon
 

1. løbetur



I mål godt brugt

Roskilde Tri - Kristian, Jens, Steen og Martyn


Det er simpelthen yndlingspladsen - øverst

Næstøverste trin kan nu også gøre det - sølv i DM sprint

Glad ;O)