VM Lang Duathlon - Powerman Zofingen

Seneste indlæg på bloggen her ligger 2 år tilbage så mon ikke det er ved at være tiden nu hvor en helt fantastisk 2016 sæson er ved at være slut.

Kort recap: Powerman København maj: EM og DM guld, DM Sprint juni: DM guld. DM ½ ironman Aalborg: DM guld, og så kulminationen i sidste weekend hvor jeg tog titlen som verdensmester ved det legendariske stævne Powerman Zofingen.

Årets medaljehøst

VM har hele året været mit helt store mål. Motivationen var enorm ikke mindst på baggrund af, at jeg de seneste 2 år har været på startlisten uden at kunne stille op pga skader samt mødet med en enkelt vanvidsbillist. Det var derfor med en hvis lettelse at jeg satte mig i bilen torsdag morgen for sammen med min trofaste supporter Louise at drage mod Schweitz. Efter en lang dag på betonstien endte vi ved destinationen først på aftenen. Denne gang havde vi valgt Menziken som ligger ca 30 min. kørsel fra Zofingen. Vi fik indlogeret os i en superlækker suite med fantastisk udsigt til det smukke landskab. Så intet at klage på der - en anden gang vil jeg dog nok gerne tættere på Zofingen.

Værelse med dejlig udsigt over Menziken

Fredag skulle der rulles en times tid på cyklen. Jeg valgte ikke at køre hele ruten igennem da min erfaring fra sidst var, at især den skrappe Bodenberg var lidt for hård kost som en restitutionstur. Valgte i stedet at køre den første del igennem i bil med Louise og herefter blive sat af på toppen af Bodenberg. Herved kunne jeg få prøvet den mest tekniske krævende af nedkørslerne samt få trillet de sidste ca 25 km ind til Zofingen. Jeg bliver aldrig den store nedkører og det gør bestemt ikke sagen bedre at min S-WORKS SHIV notorisk bremser pivringe. Selvsamme cykel gav ellers også anledning til en hvis panik op til afrejsen da Tim fra Fabin Sport ringede fra det rutinemæssige servicebesøg og kunne meddele at min ramme var defekt med en revne omkring krankboksen. Jeg skulle have en ny ramme, hvilket dog ikke kunne nås inden afrejse. Jeg blev dog overbevist om, at jeg godt kunne køre race på cyklen hvis jeg ellers kunne holde knirkelydene ud. Ikke optimalt og bare megaforstyrrende da jeg i forvejen ikke rigtig magter at favne og tackle alt for store udfordringer omkring mekanikken som jo på godt og ondt er en del af denne sport.

Bodenberg, bil og næsten 30 grader - klar til nedkørsel

Der rulles i hyggeligt tempo mod Zofingen - Louise følger med i bil

Nå men jeg kom godt igennem til Zofingen uden at bruge for mange kræfter og det var dejligt at være på den flotte rute igen 3 år efter min debut. I Zofingen ventede Louise og sammen luntede vi de første 5 km på stævneruten. Det var rigtig fint og nu var benene ved at være løsnet op efter den lange køretur fra DK. Uden at sige for meget var Louise pænt rystet over det kuperede terræn. Fredag aften var der åbningsceremoni og pastaparty, hvor vi hyggede os med de hyggelige folk fra Silkeborg.

Lørdag en sidste lille udstyrstest på cyklen (ca 20 min) samt 5 min let løb. Afsted i bil til Zofingen til den obligatoriske racebriefing og tilbage igen til Menziken for at pakke alt gear til søndagens race. En dejlig pizza incl. fadøl på et hyggeligt lokalt sted med Louise og så ellers hjem på værelset for at få benene op.

Race gearet er klar!

Søndag morgen ringede uret 05.40. Som så mange gange før var det ikke blevet til megen kvalitetssøvn - dog et par timer vil jeg tro. Morgenmaden blev indtaget på værelset. Hotellet kunne ikke åbne restauranten så tidligt så i stedet havde de forsynet os med en meget lækker box med alt hvad man kunne ønske sig samt installeret en nespresso kaffemaskine på vores værelse. Super service.

Morgenkaffe på værelset -
stor tak til de søde folk på Hotel Glasshaus

Afsted mod Zofingen og cyklen blev tjekket ind uden den store stress og min plads i skiftezonen blev indtaget og indrettet. Herefter var der 1 time til start. Tid til at fokusere på dagens strabsadser - gennemgå dagens forskellige faser og gameplan. Planen var et forsigtigt og kontrolleret udlæg på første løb. Jeg vil vove den påstand at 9 ud af 10 i dette race løber alt for hurtigt på første tur - sikkert fordi man gerne vil med på "toget" på cykeldelen. Men de fleste betaler til gengæld også prisen på de sidste 30 km. Cykeldelen - tja skægt nok var det der fyldte mest om mekanikken holdt samt et ønske om at overleve nedkørslerne. Men planen var at holde kæden stram på de flade stykker, undgå at gå for meget i rød zone på stigningerne og sørge for at komme tilbage i skiftezonen med kræfter i behold til de sidste onde 30 km.

Jeg indfinder mig ved startlinjen - får trykket hånd og småsludret med en række af de øvrige danske deltagere. Overskud til at blive fotograferet med min japanske ven - Chiba. Solen skinner, det er vindstille - jeg er klar!

Høj stemning ved startlinjen  med min japanske ven Chiba

Starten går og det går som bekendt bare opad fra start og den første km bliver bare mere og mere stejl inden man drejer ind i skoven. Benene føles gode og jeg holder et pace jeg føler er nogenlunde kontrolleret (4:59 min/km for den første halvstejle km!) og ligger omtrent sammen med de andre stærke danske løbere Poul, Steen og Rune. Da det konstant enten går op eller ned kan man ikke rigtigt bruge uret til at styre farten så der bliver løbet på fornemmelsen og selvfølgelig med lidt skelen til konkurrenterne. Jeg ved der er et par stykker foran men lader mig ikke stresse af det - det er en lang dag. Tilbage fra skoven går det gennem målområdet med stemning og høj musik. En smule gåsehud og ud på 2 runde hvor jeg holder tempoet og stadig har en følelse af kontrol. Inden skiftezonen indtager jeg dagens første gel og så går det ellers mod T1 som jeg rammer efter 37:04 som nr 5 i min aldersgruppe og et km snit på ca 4:10.

Dansker trio med Rune og Steen

På vej ned mod skiftezonen

Her venter cyklen og et nyt element i skiftet idet jeg 1 måned inden stævnet har købt nye cykelsko. I stedet for en decideret trisko har jeg valgt et par rigtige cykelsko (specialized S-Works 6) med Boa spænder istedet for de traditionelle hurtige velcrolukning. Mit håb var, at den bedre komfort samt forhåbentlig bedre kraftoverførsel kunne overtrumfe de ekstra sekunder i skiftet - og da jeg alligevel aldrig har har skoene monteret på cyklen tænkte jeg at det nok skulle gå i et langt race som dette. Og det spillede også bare fint - vil skyde på at jeg brugte 10-15 sekunder ekstra og jeg undgik desuden at lave nogle dumme fejl eller fumlerier. Forlader skiftezonen efter 2:11 som nr 4 med den nordmand jeg har overhalet i skiftet lige i halen.

Så går det eller afsted ud af Zofingen. Fumler lidt med både cykelcomputer samt ur som jeg ikke har fået trykket på, får drukket lidt og så er det ellers ned i bøjlen og derudaf. Benene har det fortsat godt og det føles fedt at være igang med cykeldelen i dette fantastiske terræn. Jeg træder godt til da jeg rigtig gerne vil hurtigt væk fra et par konkurrenter der ligger  i den række jeg trækker afsted de første km. Første stigning nås og den tager jeg kontrolleret og på trods af det bliver der fortsat overhalet. Herefter følger den korte stejle nedkørsel hvor det går nedaf med 70 km/t. Det har jeg det ikke så godt med - cyklen ryster og jeg må bremse en smule. Bliver overhalet af stort hele det futtog jeg trak hen til stigningen. De kører fra mig og jeg bruger et par km på at indhendte dem igen og ligger herefter bag ved dem med de reglementerede 10 meter hen til Bodenberg stigningen. Her er vi efterhånden ved at have øjenkontakt med en række af dem der løb en smule fra mig på sidste del af løbeturen - bl.a. Poul, og Rune samt aller vigtigst en 3 stykker fra min egen aldersgruppe. Selvtilliden er i top og jeg er inde i et godt og stadig kontrolleret tråd opad stigningen hvor jeg hurtigt for overhalet en del i gruppen. På toppen af Bodenberg kan jeg tilmed skimte min stærke klubkammerat Steen forude og selvtilliden for et ekstra hak opad.

Den tekniske nedkørsel går sådan set OK men ikke hurtigt nok til at undgå at en 3-4 stykker kommer blæsende forbi. De bliver til gengæld igen brugt som pacemakere og jeg kommer efter et par km op til en gruppe hvor Steen også ligger. Jeg ligger mig bagerst med god og lovlig afstand (jeg SKAL bare fanges i en drafting situation) og dejligt at se at min landsmand også kører regelmenteret (gid man kunne sige det om alle de andre). Så vidt jeg kan vurdere har jeg sat yderligere et par konkurrenter og vurderer, at der i gruppen fortsat er 1-2 tilbage.
Ved 3 stigning tager Steen affære og stikker afsted, hvilket gør at gruppen sprænges. Jeg holder mit eget pace, hvilket heldigvis fortsat er højt nok til at sætte nogle flere. Første runde tilbagelægges på knapt 1:23, hvilket er en smule hurtigere end 2013. Louise når at råbe, at vi ved sidste mellemtid var 3 der lå helt lige. Da den mellemtid ligger tilbage til Bodenberg stigningen overbeviser det mig om at jeg formentlig nu ligger 1'er eller 2'er.

Med selvtilliden i top går det ud på 2. runde. Feltet tynder ud men runden forløber omtrent på samme måde som første. Der er fortsat ryttere at køre med og imod på de flade stykker, overhale opad og blive overhalet af nedad. Dog to episoder hvor hjertet ryger op i halsen. På vej ned ad den stejleste nedkørsel lyder der et højt smæld - jeg er overbevist om at det er en punktering og at jeg nu lægger mig med 70 i timen. Frygten er heldigvis ubegrundet - jeg må i stedet ha' fået en sten mod stellet eller lignende. Vel nede fra Bodenberg er jeg ved at lægge mig da jeg skal træde til og mister kæden. For dog hurtigt rettet cyklen op og kæden kan nærmest af sig selv trækkes på igen -. pyha ikke mere dramatik tak. Zofingen nås igen efter 1:25 og Louise råber, at jeg nu ligger nr 1 med 2 min ned til 2'eren ved seneste mellemtid.

Bodenberg

Med den VILDESTE gåsehud og kuldegysninger tager jeg hul på 3 og sidste runde. Jeg ligger nr. 1 ved VM! Tankerne flyver gennem hovedet og flyver bl.a. tilbage til samme tid sidste år, hvor jeg i mit mismod og med armen i gibs sad og så racet på computeren. På et tidspunkt troede jeg ikke jeg kom til at cykle igen og nu er jeg måske på vej mod VM titlen. Men men  men.. der er langt igen og for det første skal jeg holde mig på cyklen og desuden skal kæden skal stadig holdes stram. Jeg ligger nu helt alene og det er blæst en smule op. Jeg har modvind både i stykkerne hen i mod de første stigninger og jeg synes f..... også at der er mod/sidevind på det lange stykke hen i mod 3 stigning. Faktisk river det kraftigt i forhjulet flere steder så det er med at koncentrere sig og holde godt fast i styr og bøjle. Der er ikke voldsomt overskud på stigningerne som begynder at nive lidt i lårene.

Det begynder at nive lidt i lårene

Men 3 og sidste stigning overstås og i enlig majestæt går det de sidste 10 km ind mod Zofingen. Fokuserer på at køre sikkert, strækker den efterhånden ømme ryg, drikker det sidste vand (4. flaske vil jeg tro) og indtager dagens 5 og sidste gel. Stiller cyklen efter 4:19:36 og 3 runde bliver således ikke overraskende den langsomste med 1:31:01. Samlet set svarer det til en gennemsnithastigehd på ca 34,5 km/t, hvilket vel er godkendt på denne rute. Men hold nu op hvor er det fedt at nå T2 uden tekniske problemer. Cyklen har knirket godt hele vejen men holder hele vejen hjem. Jeg vrælter i cykelskoene hen i mod min plads og laver et fint skifte til løbeskoene og kan tage fat på de legendariske sidste 30 km (eller faktisk "kun" 28.8).

Ind i T2  - Cyklen holdt

"Du er 5 minutter foran - godt gået!!" lyder det både fra Louise og Jørn Kim fra Silkeborg da jeg løber på det første stykke efter skiftezonen. Gåsehud igen igen - nu kan tekniske problemer ikke længere stoppe mig. Nu er det "bare" benene der skal holde det sidste stykke hjem, Og de er bestemt mærkede - de gamle ben - men jeg synes jeg fornemmer bedre overskud end for 3 år siden. De første 3 km går opad og jeg finder ind i et fornuftigt tempo - hvilket dette sted på ruten svarer til km tider mellem 4:40 -5:15 min. Den her SKAL bare køres hjem så jeg er opmærksom på ikke at oversatse - og jeg ved jo hvor mange stigninger der venter. Jeg er ligeledes meget opmærksom på at forsyne mig med vand og Cola ved hvert depot. Traditionen tro ender det første halve glas cola i øjnene og ud over dragten men jeg bliver efterhånden ganske habil til at få det meste indenbords. Og Cola virker bare fantastsik for mig og jeg føler mig desuden velhydreret og har hverken hovedpine, kvalme eller mavegener. Humøret er højt og jeg har overskud til at følge lidt med i eliteracet der udspiller sig på ruten. Efter 7.5 km går det tilbage gennem skoven og ned mod målområdet. På vejen tilbage får jeg før første gang øjenkontakt med et par af konkurrenterne som er på vej modsat. Det virker som om jeg stadig har god afstand og jeg glæder mig til at få friske meldinger i målområdet. På vejen overhaler jeg den senere vinder i kvindernes elitefelt Emma Pooly: Hun vælger som mange andre at gå op ad de stejle stigninger - det tænker jeg ikke er nødvendigt lige nu.

Oppe på plateauet hvor ruten snørkler sig rundt

Jeg vender i målområdet i tiden 1:03:02 for de godt 14 km, hvilket er en ganske fornuftig tid. Moralen er fortsat høj og selvom lårene efterhånden godt kan mærkes både opad og især nedad føler jeg mig klar til den sidste omgang. Louise giver mig den glade melding om, at jeg nu har 9 minutter til nr 2 - jeg har altså øget mit forspring på trods af, at jeg på ingen måde har oversatset.

På vej ud på de sidste 15Km (foto Gabor Klöczl)

Tempoet falder noget på 2. omgang og på de sidste stejle stigninger kan man kun med meget god vilje betegne min fremdrift som løb - her er er jeg en enkelt km nede og løbe 6 min/km.. Men stadig - selvom det er svinehårdt - føler jeg mig ikke helt så meget i tovene som for 3 år siden og jeg er sikker på, at jeg ville kunne presse mig mere hvis jeg som dengang igen havde en storstønnende franskmand i hælene. De sidste 3 km cruiser jeg nedad mod målet - det gør nas i lårene - men det fylder ingenting i hovedet i forhold til tankerne om den triumf der venter ved mållinjen. Næven knyttes og jeg løber i mål i tiden 7:14:18 som verdensmester i age group 50-54.

I mål som Verdensmester!!

Selvom spilttet for anden runde er 7 minutter langsommere end den første har jeg fortsat øget til konkurrenterne og der ender med at være 12 minutters margin til 2. pladsen. Den samlede tid er 6 minutter hurtigere end 2013 og rækker til en samlet 10 plads i hele age group feltet og ville somend også have udløst en guldmedalje hos de "unge" nede i H45-49 samt medaljer i hos flere af de andre yngre kræfter ;O).

To glade verdensmestre fra Roskilde Tri - Steen sejrer i 45-49

En helt ubeskrivelig følelse og dejligt at modtage lykønskninger fra en glad, træt og stolt Louise. Hun har været så fantastisk en støtte både før og under racet og jeg skylder hende bare så meget. Den næste jeg møder er tidligere landstræner og super triathlet Gabor Klöczl - hvad sker der lige for det! Her har man netop begået karrierens største resultat og så er en af de første gratulanter en sand triathlon legende.

Jeg småvrælter (men alligevel svævende på en lyserød sky) mod forplejningen hvor der bliver fyldt godt på depoterne med bl.a. Erdinger alkohol frei. Jeg har det fantastisk og kan spise og drikke lige hvad jeg har lyst til - er ikke mærket af kvalme eller noget der ligner ubehag. Der bliver hyggesnakket og udveklset beretninger fra dagens race. Generelt har danskerne haft en utrolig dag og med 6 verdensmestre bliver lille Danmark den mest vindende nation.

Ved aftens award dinner er der mere hygge med de andre danskere og jeg modtager endelig min guldmedalje - det er nok et øjeblik jeg vil tænke tilbage på en gang eller to i løbet af vinteren. Ord er vist overflødige - billedet viser med al tydelighed at jeg er temmelig glad. Stor tak til Gabor for tålmodigt at fotografere os allesammen under den laaaange ceremoni.

Christopher Doyle (Lich) sølv  - Arne Olav Sunde (NOR) Bronze (Foto Gabor Klöczl)

Mandag morgen tager vi afsked med Schweitz men heldigvis har vi en ekstra feridag inden det går mod DK. Frem for at blive i Schweitz har vi valgt at køre mod Moselområdet i Tyskland. Fantastisk flot område hvor Mosel bugter sig omgivet af vinklædte bjergskrænter på begge sider. I byen Zell finder vi en hyggeligt vinhotel og nyder resten af dagen med lokal kold hvidvin (Schwarze katze), Curry wurst og schnitzel.

                 

Hermed erklærer jeg off-season for åbnet. Nu skal der blot hyggetrænes og så eller rykkes med alle de projekter hjemme der har stået stille den seneste tid. Vi snakker have, vi snakker soveværelse og vi snakker at være lidt for min søde kone der har en kæmpe aktie i dette projekt. Rent sportsligt er det svært at komme efter dette men jeg finder nok på noget over vinteren. Og hvem ved - måske turen går til Zofingen igen næste år.