Saturday, 14 May 2011

Vel ankommet til Lanzarote

Efter en temmelig forfærdelig rejse i går er jeg nu vel installeret her på Club La Santa. Med over 4 timers forsinkelse ankom vi fredag aften – bl.a. måtte vi mellemlande i Portugal for ekstra brændstof pga de mange cykler i flyet. Jeg er tilmeldt den såkaldte pre-race camp ledet af en englænder ved navn Phil Price. Med på holdet har han bl.a. tidligere elite triathlet Charlotte Kolters samt den legendariske estiske kæmpe af en triathlet – Ain Alar Juhanson. Han har bl.a vundet Ironman Lanzarote et par gange og er en utrolig behagelig person. Faktisk har han tilbudt at låne mig sit forhjul til racet på lørdag. Selvom det i øjeblikket ikke blæser så meget hernede i øjeblikket tør jeg simpelthen ikke køre nedkørslerne med mit Zipp 808 hjul - så hellere race med hans Durarace hjul..
I dag startede vi kl. 9 med en rolig cykeltur på 50 km – næsten for rolig synes jeg og jeg var næsten ikke nede i bøjlen. Nå men meget hyggeligt og med os var også vores berømte Le Mans vinder Tom Kristensen. Også en flink fyr som jeg fik en god snak med mens vi kørte ved siden af hinanden. Bagefter tog jeg lige ekstra 20 km for at få lidt fart på og ligge lidt i bøjlen. Selvom vi ikke har været på nogen alvorlige stigninger endnu kan jeg allerede fornemme at der venter en frygtelig hård cykeltur på lørdag.
Kl. 13 stod den på 30 min roligt løb med gruppen – igen synes jeg det var MEGET roligt (ikke mere end 5 min/km tror jeg) så jeg snuppede 15 min ekstra bagefter med lidt ekstra fart på. Det var pænt varmt – næsten 30 grader – og ganske fugtigt men det gik faktisk fint.
Kl. 15 var der reserveret baner til os i 50 m bassinet og her kørte jeg Phils program på 3,2 km. Masser af plads på de brede baner – lidt anderledes end en mandag aften på bane 2 i Fløng:O). I det hele taget fedt at svømme i en udendørs pool i solskinnet.
Her til aften var vi så til en lille foredrag om de ernæringsmæssige behov i ugen op til racet med en gut fra firmaet SIS. Ikke noget nyt under solen men alligevel meget godt med et par opmærksomhedspunkter her til sidst. Jeg kommer bestemt ikke til dette stævne i mit livs form som jeg havde håbet så istedet man måske skulle prøve at leve lidt fornuftigt den kommende uge uden for meget sol og med maks fokus på elektrolytter, specielle natvænlige drinks og hvad ved jeg.
Nå nok for nu - i morgen står den på en ca. 3 timers cykeltur rundt på dele af ruten samt svømning i bassinet. Jeg overvejede kraftigt at tage turen selv da grupperidt ikke lige er mig men Phil og Ain sagde at jeg bare kunne ligge mig foran. Så nu må vi se hvordan det går.


No comments:

Post a Comment