Tuesday, 17 May 2011

Snuden tilbage i sporet

Tryk på fra morgenstunden – bussen til Puerto del Carmen gik kl 8 sharp og morgenmadsbuffet’en åbner først 7:30 så det var med at få skovlet ind i en hvis fart. Jeg synes egentlig ikke, at jeg havde fået det bedre over natten men jeg ville bare ud at svømme på ruten og føle mig lidt som en triatlet igen. Og da jeg først lå i det dejlige blå vand og kiggede ned på alle fiskene der drønede rundt nedenunder glemte jeg for en stund alt om sygdom og elendig forberedelse. Svømmeruten er et 1.9 km loop der skal svømmes 2 gange afbrudt af en lille løbetur på stranden. Jeg tog som de fleste andre blot en enkelt omgang. Tempoet var nogenlunde behersket med et enkelt ryk på nogle hundrede meter på den sidste del. Jeg kom rundt på ca. 35 min så mon ikke det kunne blive en svømmetid mellem 1:05-1:10, hvilket nok er mit nuværende niveau. Udover mit lille ”stunt” 26. april, hvor jeg svømmede 20 min i det 14 grader kolde vand i Roskilde Fjord har jeg i modsætning til mine to tidligere jernmænd ikke haft mulighed for at træne i åbent vand. Dette er selvfølgelig ikke optimalt og kan helt klart mærkes både hvad angår rytme, orientering samt udholdenhed i skulder og arme. Men mon ikke jeg kommer rundt og det er bestemt heller ikke på svømningen at dette race bliver afgjort. Omvendt er det dog vigtigt at være klar for der er ingen tvivl om at det bliver en ganske kaotisk svømmestart når 1500 mennesker løber fra stranden ud i vandet i løbet af ganske kort tid. Vandrehistorierne gik allerede lystigt på stranden her til morgen – alt fra gode råd om hvor man skal ligge sig i feltet til drabelige historier om folk der er stoppet op for at slås og rive hætte og briller af hinanden. Nå men således opløftet stod jeg blot og nød min veloverståede svømmetur i det 21 grader varme vand – saltindholdet var tilmed også til at holde ud synes jeg.
Hjemvendt til LaSanta skulle jeg så tage stilling til hvad jeg ellers ville byde min krop af træning i dag. Pre-race campens program sagde 1½ times cykling og 2-3 km off-bike løb. Jeg orkede ikke rigtigt endnu en gruppe tur så jeg valgte at køre en tur alene. Jeg startede på den del af ironmanruten der rammer LaSanta efter ca. 60 km. Herefter kører men gennem Sóo og ud med Famara, hvor der kan være en slem sidevind. Herefter drejer man op med Teguise hvor jeg snejlede mig af sted på trods af at jeg mente at have medvind – måske det var fordi den tilsyneladende flade vej steg 3-6% det meste af vejen. Herefter drejede jeg væk fra ruten for at ramme den igen ved Tinajo hvor jeg kunne nyde den del der går nedad mod LaSanta. Pæn modvind så det var bare ned i bøjlen og fuld gas. Min garmin sagde 42 km / 453 højdemeter samt et beskedent snit på 29.6 – så fuld gas bob bob… men det skulle jo også være en meget stille tur. Herefter var det hurtigt op på værelse for at drikke lidt vand og en ½ cola efterfulgt af 20 min roligt løb i varmen. Og endnu engang synes jeg at der var udmærket overskud.
Så var der ellers med at komme ind i skyggen igen på værelset, hvor jeg fik lavet en af mine hofretter – pasta med en dåse baked beans. En herlig fejring af, at jeg atter kunne lave lidt af det jeg er hernede for. Det er svært for mig at vurdere om min krop ville have haft bedre at endnu en hviledag men udover at jeg bliver bims af ikke at lave noget er jeg også bange for at kroppen lukker helt ned.
I aften er der ikke noget foredrag – så det er bare med at få stængerne op og få slappet af. Kan dog stadig ikke helt glemme græsplanen hjemme i Roskilde der øjensynligt IKKE er blevet slået endnu. Louise undskylder sig med store regnmængder. Kan det virkelig passe? – fra mit vindue ser det solrigt ud.
I morgen går det så løs i med registrering og start på expo m.m. Jeg skal helt sikkert også ud at svømme på ruten igen.

No comments:

Post a Comment